Birthe Kjær
musikformidlingknap01
Index
Dansktop

Birthe Kjær

birthekjaer2005Birthe Kjær kan den kunst at sprede glæde med sin sang, og det har hun gjort siden hun som barn i 1960 sammen med to drenge dannede SUNSHINE TRIOEN, og turnerede rundt i Jylland.

I 1968 kom så det store gennembrud for Birthe Kjær, da hun med sin første single plade ARRIVEDERCI FRANZ strøg direkte ind på en 1. Plads på den nystartede "Dansktoppen". Birthe Kjær forlod sin læreplads i banken og blev professionel.

Siden fulgte det ene Dansktophit efter det andet, bl.a. SOMMER OG SOL, TENNESSEE WALTZ, og DEN KNALDRØDE GUMMIBÅD - sange, der i dag er næsten mere populære end dengang i 7o´erne. Gennem 80´erne og 90´erne fik Birthe Kjær hits med sange som AV MIN ARM, ALLE VERDENS GLÆDER, DEN FØRSTE DAG I RESTEN AF MIT LIV, MONTMARTRE og SOM EN FUGL I DET FRI. Sidstnævnte var
titelmelodien på en cd, som indbragte Birthe Kjær en Grammy.

8o´erne blev de år hvor Birthe Kjær prægede Dansk Melodi Grandprix. I 1980, 1986 og 1987 indtog Birthe Kjær en 2. Plads, og så i 1989 kom endelig sejren med sangen VI MALER BYEN RØD, som i det Internationale Melodi Grandprix endte på en flot 3. Plads.

Året efter sås Birthe Kjær i en ny rolle, da hun sammen med Dario Campeotte var vært på Dansk Melodi Grandprix 1990. Derefter fulgte 10 TV-programmer MED KJÆRLIG HILSEN, hvor BIrthe KJær inviterede gæster til sine populære underholdningsprogrammer på DR 1. På TV 3 var Birthe KJær i 1995-96 værtinde i 22 programmer med titlen VILDT FORELSKET, som ligeledes blev en stor succes.

Med sit alsidige talent har Birthe Kjær også haft succes på inden for revy. I 1972 debuterede hun på Sans Souci i Kolding med visen om at gå til BAL UDEN TRUSSER. Siden fulgte fire sæsoner hos Volmer Sørensen i REVYKØBING KALDER, to gange VINTERREVY på Amagerscenen 1980 og 1981, CIRKUSREVYEN i 1990, og HOLSTEBRO REVYEN i 1994, hvor Birthe Kjær blev belønnet med en REVY-MAREN for sin indsats.

På teaterscenerne har man kunnet opleve Birthe Kjær i hovedrollen i musicalen I MORGEN ER JEG PÅ VEJ ( Fame Teatret) , som Marie Møller i LANDMANDSLIV ( Amager Scenen ) og i HARRY OG KAMMERTJENEREN ( Nørrebros Teater ).

I 1989 indledte Birthe Kjær et samarbejde med de klassiske musikere Kim Sjøgren og Lars Hannibal. Det resulterede i visepladen PÅ EN ANDEN MÅDE, og i 1997 DANSK FILMMUSIK PÅ VORES MÅDE - en meget spændende kombination af to musikgenrer, som blev nomineret til en GRAMMY.

Priser er normalt ikke noget der regner ned over popsangere, men i 1991 blev Birthe Kjær hædret med LIVSGLÆDENS PRIS, som blev uddelt af Simon Spies Fonden. Endnu en fornem pris blev tildelt den populære sangerinde, da Dansk Solist-forbund i maj 2000 valgte Birthe Kjær til at modtage LOUIS HALBERSTADTS ÆRESLEGAT.

I 1999 tog Birthe Kjær et velfortjent sabbatår, og har så siden med stor succes turneret landet rundt med sin trio "Gemalerne".

På Cd-fronten indledte Birthe et nyt samarbejde med producer og kapelmester Jan Glæsel, som i nov. 2001 resulterede i Cd´en "Længe leve livet". Titelmelodien er skrevet af Ib Grønbech, som i øvrigt også har skrevet 2 andre sange på Cd´en. Derudover består den af sange fra 60`erne og 70`erne, bl.a. "Close to you" (Nær ved dig), "There`s a kind of hush" (Var det kun for os?) og ikke at forglemme "7 seje sild" som i lang tid lå som nr. 1 på Dansktoppen. Birthe Kjær modtog en guld CD for over 25.000 solgte eksemplarer, og i marts måned 2002 en "Music Award" for samme cd.

Birthe Kjær modtog d. 28-2-04. en Grammy for hendes nye CD
”På en Fransk altan”
Det betyder at Birthe Kjær har fået en Grammy for hendes sidste 3 CD udgivelser.

Hvis du ønsker tilbud med information om priser og evt. ledige datoer vedr. band eller solist, kan du sende en besked ved at trykke på knappen Information og udfylde formularen. Husk at angive kunstnerens navn.

Du kan også ringe til Musikformidlingen på: 86 13 00 63