Felicia
musikformidlingknap01
Index
Folk
felicia001

FELICIA hylder Cornelis Vreeswijk.

FELICIA er en dansk-svensk musikgruppe hvis medlemmer er bosatte i Danmark. Gruppen dannedes 1997, i forbindelse med en mindekoncert den 12 november, på 10-årsdagen for Cornelis Vreeswijk’s død. FELICIA har siden turneret i Danmark og Sverige med stor succes.

FELICIA spiller et bredt udsnit af Cornelis’ sangskat, der fortolkes af den svenske sangerinde og skuespiller Annika B. Lewis. Hun tegner nogle musikalske portrætter af bl.a. damerne Veronica og Felicia, så at man glimrende forstår, at Cornelis „fik dem på hjernen“, som han selv sagde. Musikerne i FELICIA er kendte og anerkendte i mange andre sammenhænge, bestående af bassisten Anders Krøyer, percussionisten Claus Raahauge og den svenskfødte guitarist Mikael Zacho. I samspillet i FELICIA swinger de flot og klæder Annikas mørke stemme utrolig godt.

En koncert med FELICIA er en rejse gennem Vreeswijk’s enestående, poetiske og musikalske univers. Da sangene jo er på svensk, lægges der stor vægt på at indføre publikum i tekstens indhold og baggrunden for de enkelte sange. FELICIA søger at skabe en tæt intim stemning med publikum, samt udføre numrene med deres eget personlige præg med respekt for mesterens ånd.

Cornelis Vreeswijk har i mere end 30 år givet sit store musikalske bidrag på scener over hele Skandinavien. Han var en „kändis“, ikke bare i Sverige, men også i Danmark og denne store kunstner synes nu, 15 år efter sin død, endnu mere elsket og aktuel end nogensinde, også blandt det helt unge publikum.

Han var utroligt produktiv og udover at have skrevet en mængde originale kompositioner, som forlængst er gået hen og blevet klassikere, viste Cornelis stor indlevelsesevne som fortolker af både Bellman og Taube m.fl; og i hans samarbejde med f.eks. pianisten Jan Johansson fornemmes harmonien mellem jazz, svensk folklore, udlængsel og Vreeswijk’s eget musikalske univers.

FELICIA består af:

Annika B. Lewis: Sang.

Uddannet skuespiller i Sverige og Italien. Er freelance skuespiller, danser/performer samt underviser. Har bl.a. arbejdet med grupperne „Williams Cirkus“, „Exment“ og „Bozco“. Har også arbejdet som instruktør og koreograf i bl.a. „En Torn I Øjet“ 1998, „Mobil“ og „Samsara“ 2001. Debuterede som sanger i forestillingen „Wunderbar Cabaret“ og har været månedens sangerinde på Café Chips i København.

Mikael Zacho: Akustisk guitar.

Har udgivet en solo LP, og rejst land og rige rundt med sin egen „Mikael Zacho Trio“. Spiller også i gruppen „Makin’ Whoopee“. Var fra 1983-85 medlem af „Funk Connection“ og i 1998-99 sanger i koret „Vocal Line“ (1 CD).

Anders Krøyer: Akustisk basguitar.

Spiller til daglig også med „Picnic“(6 LP/CD) og „DND 2000“(CD „Upgrade“). Har tidligere spillet med „Funk Connection“ og turneret med „Dicte“ og „Annieone“. Komponerede i 1995 musik til balletten „Territorial-Pissing“ for „Progresso Dans“.

Claus Raahauge: Trommer og percussion.

Er siden 1999 fast musiker hos Søren Østergaard i „Zirkus Nemo“. Var i 2001 på landsdækkende turne med Kaare Norge. Har i 1998 og 1999 været percussionist i „London Toast Theatre“ juleshows i Tivoli, København. Medvirkede i 1998 på CD med Kaare Norge. Tidligere medlem af orkestrene „Harvest Moon“ (1 CD) og „Funk Connection“.

felicia002

Webdesign
Gren|Grafisk
© 1996-2016

Hvis du ønsker tilbud med information om priser og evt. ledige datoer vedr. band eller solist, kan du sende en besked ved gå til siden Information og udfylde formularen. Husk at angive kunstnerens navn.

Du kan også ringe til Musikformidlingen på: 86 13 00 63