|
De er nu heller ikke hvem som helst - Lars JANSSON, Alex RIEL og Christian VUUST. På fire af skæringerne suppleret af Paolo VINAZZIA (der har spillet med Terje Rypdal, Bendic og Arild Andersen). Indspilningerne fandt sted i Rainbow Studiet i Oslo med den navnkundige Jan Erik KONGSHAUG ved pulten - det fås heller ikke meget bedre. Med en let, men væsentlig omskrivning: det skulle være så godt - og mon ikke det blev !!!! !
Det, der løfter The Big View et godt stykke over den typiske, habile „trio & sax“-plade, er først og fremmest den nærmest kammermusikalske musiceren og selve melodimaterialet. Enkle, melodiøse kompositioner forener en Nordisk klang med et mere traditionelt jazzkoncept, hvor improvisation og åben dialog musikerne imellem er i højsædet.
Af og til hører man den indvending at „alle de gode melodier ER skrevet“ (læs: for en del år siden -af Porter, Berlin, Ellington, Monk, Evans o.a.). Den ville falde totalt til jorden hér! Det sker nemlig uhyre sjældent, at en ny CD-udgivelse med „hjemmelavet“ repertoire rummer så mange vellykkede, iørefaldende & smukke kompositioner som The Big View.
|