The Danish Radio Big Band
musikformidlingknap01
Index
Jazz

Radio Big BandEfter snart 40 års virke har DR Big Band spillet sig op i sværvægtsklassen i den danske og internationale jazzhistorie.

Orkestret blev stiftet i 1964, og har siden fungeret som ensemble i den internationale jazzelite, med chefdirigenter som Ib Glindeman, Ray Pitts, Palle Mikkelborg, Thad Jones, Ole Kock Hansen, Bob Brookmeyer og siden 1998 Jim McNeely.

Hundredevis af andre berømte solister, dirigenter og arrangører har gennem årene gæstet orkestret på specifikke projekter, for eksempel Miles Davis, Van Morrison, David Sanborn, Stan Kenton, Stan Getz, Dizzy Gillespie, George Russell, Manhattan Transfer, John Scofield, Toots Thielemans, McCoy Tyner, Maria Schneider, Oliver Nelson, Martial Solal, Tom Harrell og Benny Golson.
Blandt sine 20 medlemmer rummer DR Big Band nogle af Danmarks fineste jazzmusikere, for eksempel Uffe Markussen, Lars Møller, Nikolaj Bentzon, Thomas Ovesen, Thomas Fryland og Henrik Bolberg samt svenskerne Vincent Nilsson, Anders "Chico" Lindvall og Anders Gustafsson - og tidligere har topnavne som Niels-Henning Ørsted Pedersen, Jesper Thilo, Allan Botschinsky og Bent Jædig været en del af besætningen.

DR Big Band har tradition for at give koncerter både i Danmark og i udlandet, og udover flere Danmarksturneer bød sidste sæsonen 2002/2003 på koncerter i Toronto, Boston, New York, London, Wien, Vilnius og Helsinki.

Udover det store udbud af hjemmekoncerter - byder denne sæson også på en efterårs-europaturné med Toots Thielemans, Maria Schneider og Ivan Lins, der går fra Danmark til Spanien via blandt andre Belgien og Schweiz. Desuden vil orkestret drage på workshop på Cuba til marts. Vi arbejder i øjeblikket på at kunne præsentere DR Big Bandet på Blue Note spillesteder i Asien sidst i marts.

På de danske scener kommer vi i denne sæson - og som sædvanligt - til at høre DR Big Band i samarbejde med nogle af landets fineste kunstnere. På juleturnéen bliver orkestret ledsaget af Søs Fenger og Anders Blichfeldt, der vil synge julen ind i det meste af Danmark, og til januar vil Etta Cameron stå foran orkestret med et repertoire af swingende soul og jazzklassikere.

Alt i alt fastholder DR Big Band stadig sin centrale placering på den danske jazzscene og i jazzhistorien, samt sin fornemme og travle rolle som ambassadør i udlandet for såvel Danmark som DR.

Derfor er DR Big Bands 40-års jubilæum til næste år måske en passende lejlighed til at give orkestret det uofficielle tilnavn DRs Jazzlandshold!

English

Hvis du ønsker tilbud med information om priser og evt. ledige datoer vedr. band eller solist, kan du sende en besked ved at gå til siden Information og udfylde formularen. Husk at angive kunstnerens navn.

Du kan også ringe til Musikformidlingen på: 86 13 00 63