|
Kirkemusik: Sange og musik af: J.S.Bach - H.Schütz - Girolamo Frescobaldi - Maurice Ravel - Silvius Leopold Weiss. Desuden åndelige sange af danske komponister.
Danske og svenske viser og sange af: Carl Nielsen - Bellmann - Sjøberg - Taube
Ulrik Cold er kendt af de fleste som en af de få danske operasangere, der har formået at skabe sig en international karriere, og som samtidig har høstet stor anerkendelse for sit talent, -både i ind- og udland.
Ulrik Cold er uddannet jurist, men valgte også at tage en sanguddannelse. Han debuterede i Århus som Sarastro i Mozarts Tryllefløjten, mens det internationale gennembrud fandt sted nogle år senere, da han på Komische Oper i Berlin fik rollen som Don Quixote i Massanets opera.
I en række år var Ulrik Cold engageret på Det Kongelige Teater i København. Senere tiltrådte han en stilling som operachef samme sted, - en stilling han bestred fra 1975-77. Ulrik Cold har desuden været solist i en lang række forestillinger på operascener over hele verden.
Men Ulrik Colds talent rummer mere end de store operasceners gigantiske opsætninger. I de seneste år har han koncentreret sig om de enklere sammenhænge, - ham selv og et enkelt instrument som akkompagnement. Et resultat af dette er Ulrik Colds samarbejde med den klassiske guitarist Erik Tolstrup, og deres musikalske parløb er blevet modtaget med begejstring af anmelderne.
Erik Tolstrup er uddannet på Det Fynske Musikkonservatorium med Diplom-eksamen i 1986. Han har været på flere længere studieophold i Spanien og Argentina hos Jose Tomas og Jorge Martinez. Desuden har Erik Tolstrup deltaget i masterclasses hos bl.a. Karl Scheit, Sergei og Odair Assad, Hopkinson Smith, David Russell og Julian Bream.
I 1991 udgav Erik Tolstrup en CD, ‘Variationer’, hvor han demonstrerer sin store musikalske spændvidde. Pladen fik, - også i internationale musiktidsskrifter, - glimrende anmeldelser.
Ved mange lejligheder har Erik Tolstrup vist, at han evner at transkribere et større orkesterpartitur, så det passer til guitaren. Disse transkriptioner spiller Erik Tolstrup ofte på sin 8 strengede alt-guitar, som har en ganske special klang og fylde. Denne guitar benyttes iøvrigt på den CD som Erik Tolstrup netop har udgivet. Her kan man høre musik af komponisten Silvius Leopold Weiss (1686-1750).
|