|
Funky Nashville – kings of country-groove – har atter sadlet den gamle krikke, og er nu klar til at indtage de
danske spillesteder. Orkesteret, der blander rock, spaghettiwestern og støvet groove, har benyttet sommeren til at finpudse og indspille nyt materiale.
Funky Nashville er lyden af den knas-tørre ørken blandet
med brølet fra havet. Det er suset fra den uendelige high-way og det er øjeblikket mellem nat og dag hvor alt kan ske. Funky Nashville fanger krop og sjæl gennem melodiøse popsange støttet af sprøde groovy beats og
krydret med elementer af country, rock’n’roll, soul og blues. En lækker blanding som skaber den specielle Funky Nashville lyd.
Medlemmerne af Funky Nashville begyndte at spille sammen i 1997 i bandet Weatherbeat. Under dette navn udgav de et par EP’er og fik et par sange
ud i æteren og turnerede i Danmark på festivaller og klubber. På trods af succesen fik Weatherbeat aldrig udgivet et egentligt album og Weatherbeat lukkede og slukkede i 2000. I år 2001 fandt de sammen igen
og med ny inspiration fra forskellige rejser i hele den store verden skrev de et bundt nye sange med en ny lyd og ny energi. Hermed var Funky Nashville født. I april 2003 udgav de deres første single og video
”Everything we do” og i juni kom deres anden single ”Searching for love”. I oktober 2003 kom så det længe ventede album på Iceberg Records med
titlen ”A Good day to drive” som nøjagtig et år efter blev udgivet på ZYX i Tyskland. Releasen i Tyskland faldt helt bevidst sammen med premieren på
den tyske storfilm Männer Wie Wir, hvor Funky Nashville har leveret to sange til soundtracket.
Funky Nashville er klar til at indvie publikum på de danske spillesteder i sin
støvede, vedkommende og stemningsfulde verden. Som en naturlig del af det filmiske udtryk, er lydeffekter og filmklip indarbejdet i sceneshowet, der
fremstår som en sammenhængende helhed. Udover steel-guitar, saftig bund og flænsende guitartemaer byder Funky Nashville på klartklingende omkvæd og vokalharmonier. Som liveorkester har bandet for alvor fundet sit
musikalske ståsted mellem ørkenens kaktusser, Mexicos stjernehimmel og de endeløse, altopslugende high-ways. Bandet er super tilstedeværende og
man kan ikke undgå at blive fanget af den massive rytme der skyller over én sammen med karismaen fra bandets medlemmer. 5 mandlige honks som
kan gøre de fleste piger bløde i knæene. Man mærker tydeligt at der er tale om professionelle musikere der kan deres kram og når man af og til belønnes med Jonas Munch Hansen på steel-guitar skal man blot lukke
øjnene og lade kroppen bevæge sig til beatet – så er man allerede i Funky Nashville. Det kan således ikke lade sig gøre at gå uberørt fra en Funky Nashville koncert. Et fantastisk band som kan gøre enhver aften
uforglemmelig.
Funky Nashville livebesætning: Sverre Stein Nielsen - vokal, guitar Thomas Rasmussen - guitar, kor Mads Mazanti - bas, kor
Sune Skuldbøl - trommer, kor Jonas Munch Hansen - guitar, steel-guitar, kor
Pressen Skrev
JP-Århus : Funky Nashville: A GOOD DAY TO DRIVE
”ROCK: Swingende, pæredansk amerikaner-rock med referencer til både rock, country, blues og funk. Gode, solide sange gennemsyret af engagement og fundamental musikalitet.”
Fermaten:
Funky Nashville: Fermaten, Herning den 10/10 2003
”Allerede da de første toner fra intromusikken ramte salen var man klar over at der ventede en anderledes oplevelse. Og forventningerne blev indfriet til A+ da samtlige numre blev spillet med en oprigtig spillelyst og
intensitet fra de 5 musikere, der tydeligvis gjorde en forskel den aften. Stilen spænder fra country/pop/rock blandet i en fantastisk sammensætning, der lod publikum vente på mere. Bandets
countryinspirerede numre er helt klart bedst, og bandet spiller med engagement og personlighed. Det var helt klart en meget positiv musikalsk oplevelse”.
|