|
Peter Ingemann - TømrerClaus - Søren Berlev Flower Power musik
Dream City spiller musik fra Dansk Rocks guldalder, d.v.s. Young Flowers, Skousen / Ingemann, Musikpatruljen, Røde Mor samt nyere numre af TømrerClaus og Peter Ingemann.
Numre som Oppe I Træet, Tree Birds, Ud af Skyggerne, Skoven, Dyrene, Træerne og Migselv, Forvalterdrengen, Far Far Krigsmand kan man typisk høre. De sidste numre synger Tømrerclaus, de øvrige synges af Peter Ingemann.
Læg iøvrigt mærke til Søren Berlev's fede trommesæt med 2 stortrommer....
Anmeldelse: Dream City: ”Søgelys”
Bag navnet Dream City står tre mildest garvede navne fra dengang, den danske rock gik i afghanerpels, lod hår og skæg gro utæmmet og røg endnu mere hash end i dag: Peter Ingemann (bas, eks-Skousen & Ingemann m.m.), Søren Berlev (trommer, eks-Gasolin' m.m.) og TømrerClaus (guitar, klarinet, eks-Sølvstjernerne m.m.) - og alle tre synger. Albummet Søgelys er udgivet i 2004, men kunne lige så godt være fra 1968: Upoleret bluesrock med uforfalsket hippielyrik. Her er lidt om den kosmiske rundkørsel, sindssyge sørøverskibe, om at gøre alting baglæns, ryge fede cigarer, gruppeknald, leve af røg og gas på Blågårds Plads, gå ud i en skov og synge sammen med dyrene - men dog ikke særlig meget politik. Albummet er delvis indspillet live, og det swinger faktisk ganske godt og emmer af energi, stærkt sammenspil og med respektindgydende spadetæmmeri fra TømrerClaus - og så alligevel med et par bøffer, som de tre helt i hippieånden har ladet stå ubearbejdede. Absolut gedigent, men også helt uhæmmet tilbageskuende og nostalgisk. Andre gamle 60'er- og 70'er-ikoner som Niels Skousen og Benny Holst har for nylig fået fornemme comebacks ved at opdatere deres lyd til et nutidigt eller snarere tidløst udtryk. Dét sker næppe for Dream City, der synes tilfredse med at leve i fortiden. Af Ole Rosenstand Svidt, Gaffa 2005
|