|
ALT PÅ ET BRÆT præsenterer den revolutionerende nye teaterform Trippleplay. Publikum vil opleve intet mindre end tre stykker á tre akter på én aften, altså en slags tre-i-én. Som enhver eftersyn- kroniseret tysk husmor med respekt for sig selv ville sige: „Det er jo hele tre ting på én gang - det går virkelig ikke“, men i selskab med Alt på et bræt er intet umuligt !
Alt lige fra lune danske folkekomedier, langskæggede spaghetti-westerns, chokerende Shakespeare dramaer, storslåede musicals og til.....ja, kun publikums fantasi sætter grænsen, det er nemlig dem der bestemmer, hvad aftenen skal byde på ! Intet er aftalt på forhånd, de frygtløse skuespillere vil kaste sig ud i tre verdenspremierer, der på én og samme tid er uigenkaldeligt første, sidste og eneste opførsel - altså en garanteret unik aften.
Hvad er så Trippleplay ? - Trippleplay er en videreudvikling af teatersport, men uden konkurrence elementet. Her er det historien og dens karakter, der er i højsædet, og vel er det hamrende sjovt, men også gribende og gerne rørende.
Alt på et bræt’s imponerende sejrsliste tæller intet mindre end: 5 Århusmesterskaber, 2 hollandske mesterskaber, en flot andenplads ved de nordiske mesterskaber i 1997, og sidst, men ikke mindst, blev de nummer tre ved VM i Californien, og det var netop ved den lejlighed at Alt på et bræt stiftede bekendtskab med Trippleplay.
|
|