|
Velklingende musikalsk underholdning for øjne og ører med glasspillerne Erik og Henrik Hansen, far og søn, som er blandt de meget få på verdensplan, der har opbygget glasinstrumenter og behersker at spille på dem, og har derfor ofte medvirket på tv i ind- og udland.
Glasinstrumentet har især været kendt siden 1700-tallet, men det kan stadig vække opsigt. For de fleste vil det være første gang de oplever det „live“, og foruden den smukke lyd, er det specielt at se de mange glas afstemt med vand, samt teknikken ved glasspil, hvor de fugtede fingerspidser berører glaskanterne og frembringer de fine klare toner, der bliver til kendte temaer fra film og musicals samt dejlige danske sange og et par glade menuetter af Mozart og Beethoven. Desuden fortælles om ovennævnte og „frivillige“ skal evt. lære at spille på glas.
Glasmusik er et glimrende anderledes indslag til mange forskellige arrangementer - også for et publikum med udenlandske gæster - som overraskelse eller annonceret i forvejen!
Tilbage i 40´erne var Erik Hansens onkel Ejnar Hansen en kendt glasspiller, han flyttede til USA og lavede tv-shows bl.a. med Victor Borge, senere var den 20-årige Erik klar til at føre traditionen videre.
Han havde lært at spille violin og kontrabas og kunne bruge den viden til arbejdet med glassene. Via medvirken i Danmarks radio blev Erik Hansen hurtigt verdensberømt i sit hjemland, og senere gik turen til udenlandske tv-stationer. Han har spillet i det meste Nordeuropa samt i Sydamerika, Japan, og Israel. Det er blevet til koncerter med DR´s Underholdningsorkester, Århus og Ålborgs Symfoniorkestre.Henrik er som en af de meget få vokset op med et glasinstrument i barndomshjemmet, og det musikalske samarbejde mellem far og søn har gjort en koncert med glasmusik endnu mere interessant, dynamisk og enestående.
|