|
Orkestret´s koncerter er legendariske, og anmeldelserne har været begejstrede gennem dets mere end femogtyveårige levetid. I efteråret 2001 fejrede Bazaar deres 25 års jubilæum.
Bazaar er uomtvisteligt et af landets mest personlige og velspillende bands, med en musikstil som ikke genfindes andre steder; der er kun eet band på den hylde Bazaar ligger på: nemlig Bazaar.
Inspirationskilderne er velkendte; alt mellem himmel og jord, men syntesen er usædvanlig.
Fordi Bazaar ikke insisterer på at kalde sig et jazz-orkester, bliver musikken ofte misvisende katalogiseret som folkemusik. Misvisende på trods af at musikerne rent faktisk kan spille "autentisk" næsten uden accent. Trods en indgroet modvilje mod at genrebetegne sin musik, er musikerne derfor modstræbende gået med til at kalde den for en slags verdens musik, men med et klassisk centrum, snarere end et udgangspunkt i jazzen; selvom Bazaar skylder jazzen meget.
Musikken spænder fra helt fri improvisation til tætte, ofte virtuose, selvstændige gennemkomponerede stykker. Musikerne er ikke bange for noder, og bruger megen tid også ved nodepapiret for løbende at forny repertoiret.
I 2000 blev Bazaar "kongelig hofleverandør", idet de blev inviteret til at spille en gallakoncert i Sofia i Bulgarien for Det danske Kongepar og Den bulgarske Præsident.
Peter Bastian: Fagot, klarinet, ocarina, percussion Anders Koppel: Hammond B-3 Orgel Flemming Quist Møller: Congas, bongos, trommer, darbuka
|
|