|
Oriental Mood
Sjælen i musikken fra Mellemøsten har formet Oriental Mood til det orkestret er i dag. En talentfuld gruppe der præsenterer en fusion af Orientens musik når den er bedst.
Oriental Mood er efterspurgt herhjemme, men har også givet koncerter i Egypten, Libanon, Syrien, Pakistan, Malaysia, Sverige, Norge, Finland, og Tyskland. Musikken ved koncerter og på cd'erne er en musikalsk rejse gennem Mellemøsten.
Den form Oriental Mood har i dag, nedbryder gamle fordomme om at arabisk/tyrkisk inspireret musik ikke er hverken lytte- eller dansevenligt. Musikken er ikke kun dansevenlig, men også balsam for sjælen og med til at bygge bro over den kulturkløft der trods alt stadig eksisterer mellem danskere og indvandrere. Repertoiret orientalsk fusion: dance og pop mixet sammen med original klassisk/folkemusik fra Mellemøsten og krydret med egne kompositioner.
Oriental Mood er en af de få grupper, der går ud fra den mellemøstlige musik, og spiller den på tværs af kulturelle grænser. Medlemmerne har en bred erfaring og kan spille klassisk tyrkisk det ene øjeblik, og afro-arabisk, balkaninspireret eller drum'n bass det næste. Gruppen har eksisteret siden 1991, og er i dag en af de mest efterspurgte i denne genre af verdensmusikken.
Oriental Mood består af: Lars Bo Kujahn: qanun, arabisk tabla & trommer startede som trommeslager med jazzfusion, men fik snart interesse for balkan- og mellemøstlig musik. Har i mange år levet med det ene ben i København, det andet i Cairo, hvor han har fået undervisning i arabisk tabla (tromme). Spiller også qanun, den arabiske harpe.
Nils Raae: keyboard og mundharpe En ny karakter i Oriental Mood der med sine lydvæverier og virtuose mundharmonika skaber nye billeder i Oriental Mood.
Simon Dyhr: bas uddannet ved det Rytmiske Musikkonservatorium i København. Simon er en meget alsidig bassist, med speciale indenfor jazz og funkmusik, men flirter også med anden verdensmusik.
Klaus Bo Larsen: trommer Trommeslager i Oriental Mood med erfaring i alle stilarter. Professionel siden 1980. Spiller bl.a. i Drums Across.
Tine Vitkov: klarinet og basklarinet. Tine har mange års erfaring i World-Jazz. Er uddannet ved det Rytmiske Musikkonservatorium i København.
Gæster: Fatma Zidan: Er en stjerne på vej fra Cairo, Egypten. Hun har udgivet to MC/CD'er i eget navn og har sunget med nogle af de største stjerner i Mellemøsten; Kadhim Zaher, Ngrem, Sherin - for blot at nævne nogle. |
|